BC Garn – bæredygtigt og GOTScertificeret

I WeLoveWool elsker vi de smukke garner fra BC Garn. Vi er Flagshipstore i Aarhus for BC Garn og derfor har vi et stort udvalg af deres kvaliteter. Vi har valgt BC Garn til butikken, fordi en stor del af deres garner er GOTS-certificerede og økologiske.

Filtrering

Luk
Filtrering

15 produkter

Garn i højeste kvalitet

BC står for Bo Carstensen, som er den oprindelige ejer og stifter af familiefirmaet BC Garn. Bo er barn af en væver og en tæppehandler og som barn løb han rundt blandt vævene i familiens virksomhed Væveværkstedet i Barrit og hjalp allerede fra helt lille med at få fremstillet og farvet garner, så hans mor kunne få de helt rigtige kvaliteter til sine vævearbejder. Det gav selvfølgelig Bo de helt rigtige forudsætninger for at stifte grossistvirksomheden BC Garn i 1972.

Økologiske og GOTS certificerede garner

Gennem årene har Bo udviklet en hel række smukke garner i høj kvalitet i naturlige –  og ofte økologiske – fibre. Flere og flere af kvaliteterne er blevet GOTS certificerede, så garnerne også fremadrettet er attraktive med det stigende – og nødvendige – fokus vi har på bæredygtighed. Global Organic Textile Standard er en certificeringsordning baseret på opfyldelse af fire “hjørnesten”: Brug af økologiske fibre, Opfyldelse af miljømæssige og sociale kriterier, Omfatter alle produktionsfaser og Opfyldelse af udvalgte tredjeparts certificeringsordninger. Du kan kende GOTScertificerede produkter på det lille runde grønne mærke med en hvid skjorte inden i og du kan læse mere detaljeret om GOTS certificeringsordning HER.

Selected Yarns

I 2018 skiftede BC Garn hænder, da Bo og hans kone Marianna valgte at sælge firmaet til Selected Yarns, som ejes af Britta og Carsten Kremke. Selected Yarns har også fokus på bæredygtige garner og arbejder fortsat med at fremme og udvikle BC Garn i den oprindelige ånd.
Således kan du stadig få Bio Shetland, Semilla Melange og Semilla Pura, som er klassiske uldgarner i forskellige tykkelser, og som er både slidstærke og formstabile. Især Bio Shetland findes i mange farver, så du kan lave lige den farvekombination, der passer til dit mønster. I Semilla-familien findes også de bløde kvaliteter Semilla Grosso, Semilla og Semilla Silkbloom. Disse garner er fantastiske til sweater og trøjer og til finere strik til børn og baby. Alle tre garner kan maskinvaskes på uldprogram.
Hamelton Tweed 1 og Hamelton tweed 2 er flotte og kraftige garner til tykke sweatre, halstørklæder og huer. Garnerne har smukke tweedninger, som giver det færdige strik det karakteristiske tweedlook. Dette look kan du også opnå i det lidt tyndere tweedgarn Loch Lomond og det endnu tyndere Loch Lomond Lace, der løber hele 300 m pr. 50 gr. Loch Lomond Lace kan også strikkes med som følgetråd, der giver et særligt smukt og varieret islæt.
Til sommerbluser og toppe er Bio Balance og Summer in Kashmir et godt valg. Bio Balance er en blandingsgarn af uld og bomuld og i Summer in Kashmir finder du 90% bomuld og 10 % kashmir. Begge garner er dejligt bløde og kan bæres direkte mod huden. Er du særlig sart eller skal du strikke til baby er Babyalpaca eller Semilla Silkbloom perfekte. Begge garner er så bløde, at det ikke kan beskrives, men skal mærkes. Hør og Silke er også i BC Garn sortimentet i forskellige smukke kvaliteter og de er selvsagt særdeles velegnede til sommerstrik.
Vi har et stort udvalg af BC garner – men skulle der være en kvalitet eller en farve vi ikke har, kan vi altid bestille den hjem til dig.